Nyhedsbrev
Historien bag Glostrup Apotek

Historien bag Glostrup Apotek

Det gule hus på Hovedvejen 101 har huset Glostrup Apotek i over 100 år, men apotekets historie går endnu længere tilbage.

Idéen om et apotek i Glostrup startede i 1859, hvor borgerne på Vestegnen skulle helt til Vesterbro for at få medicin, men først i 1863 fik Glostrup en bevilling til et apotek.

Apoteker Hans Henrik Anton Siegumfeldt åbnede landets 109. apotek den 14. maj 1864. Dengang var adressen Hovedvejen 179. Siegumfeldt var apoteker til sin død i 1907 efter ikke mindre end 43 år på posten.

Da Glostrup i årene under Siegumfeldt var vokset betragteligt, blev det pålagt den nye apoteker Ulrich Fritz Jacob Sprechler, at opføre en ny apoteksbygning i det centrale Glostrup. Det resulterede i en apoteksbygning på Hovedvejen 101 – der hvor apoteket ligger i dag. Det nye apotek blev indviet den 2. oktober 1908 og husede dengang både apotek og privat beboelse. Apotekets loft blev brugt til tørring af planter.

Sprechler var apoteker i Glostrup frem til 1914. Herefter blev apoteket overtaget af en erfaren apoteker fra Århus ved navn Christian Julius Bølling Vilstrup, som blev på posten til sin død i 1935.

Den næste apoteker Sophus Johannes Holm nåede grundet sin tidlige død, ikke at præge apotekets historie så meget. Det samme kan man ikke sige som Albert Georg Brofeldt, som i 1942 overtog bevillingen til at drive Glostrup Apotek. Hans første tiltag var en opfattende modernisering af huset som arbejdsplads. Denne modernisering gav en stor udvidelse af apotekets ekspedition, således at både personale og borgere kunne glæde sig over bedre forhold. I 1952 kom endnu en stor forandring, da apoteket blev udvalgt til at være nattevagtsapotek. 

I 1964 overtog Johannes Heinrich Faber apoteket, og i 1965 blev privatboligen inddraget til apoteksvirksomheden. I 1969 kom en modernisering, som gav apoteket et nyt og større laboratorium til tabletfremstilling, og i 1972 åbnede en filial i det helt nye Glostrup Center. Allerede i 1975 kom endnu en istandsættelse, som gav yderligere forbedringer til ekspeditionen samt et nyt indgangsparti. Faber opgav sig bevilling til at drive apotek med udgangen af 1984. 

Den 1. januar 1985 tiltrådte apoteker Steen Mejlgaard. Han fik dermed mulighed for at drive apotek i sin barndomsby. Mejlgaard nedlagde som noget af det første filialen i centret, til gengæld gik han i 1988 i gang med en omfattende modernisering af huset. Efter noget tid i midlertidige pavilloner, kunne man den 11. september 1988 indtage et nyt moderne apotek, som stadig lignede sig selv udefra. I de mere end 30 år Steen Mejlgaard var apoteker i Glostrup, har apoteket altid været blandt de forreste i udviklingen af apotekssektoren - f.eks. med edb, robot og etablering af Glostrup Dosispak, hvor der pakkes medicin i engangsposer med dato og indtagelsestidspunkt.

Den 1. februar 2016 tiltrådte apoteker Kristian Østergaard, og den 26. august samme år åbnede filialen Apoteket Glostrup Shoppingcenter. I august 2019 kunne man fejre ombygningen og udvidelsen af den magistrelle produktion, der nu også omfatter sterile lægemidler. Glostrup Apotek er et af de eneste i landet, som fortsat har produktion af lægemidler. 

Med omkring 100 ansatte er Glostrup Apotek en af landets største apoteksvirksomheder.

 

Historisk kilde: Glostrup Lokalhistoriske Arkiv, nr. 50, 2008

 

Rådgivning på Glostrup Apotek

Glostrup Apotek 1908