Dosispakket medicin

Dosispakket medicin

Med dosispakket medicin kan du nemt holde styr på din medicin, uanset hvor meget medicin du får og hvilken alder du har. Det giver sikkerhed og tryghed i brugen af medicin. 

  • du får den rette medicin på det rigtige tidspunkt
  • du slipper for at have en masse medicin stående
  • du får et godt overblik over din medicin
  • du ved, at du tager din medicin korrekt
  • du kan nemt tage medicinen med på farten

Medicinen bliver pakket til dig i små engangsposer, med dato og tidspunkt for hvornår på dagen medicinen skal tages. På hver pose står der, hvad den indeholder - ligesom der står, hvis din medicin skal tages på en særlig måde, f.eks. synkes hel. 

Medicinen pakkes til to ugers brug - ved ferier kan der pakkes til fire uger. De små engangsposer rulles op og udleveres som dosisruller på apoteket. Dosisposerne tages nemt af rullen. De er hygiejniske og lette at have med på farten. 

Langt de fleste lægemidler i tabletter og kapsler kan dosispakkes. En række vitaminer, mineraler og kosttilskud kan pakkes med i dosisposerne. Spørg på apoteket, om dine vitaminer kan pakkes sammen med din medicin. Får du øjendråber, brusetabletter eller andet, der ikke kan pakkes, bliver det udleveret på apoteket som normalt. 

Med dosispakket medicin nedsætter du mængden af medicinspild - og samtidig slipper du for at have en masse medicin stående. 

Dosispakket medicin skal aftales med din egen læge, som efterfølgende giver besked til apoteket. Apoteket pakker medicinen, ud fra den recept du har fået af lægen - når lægen skriver, at den skal dosispakkes. Det er vigtigt, at din medicin er stabil uden for mange rettelser. 

Du kan læse mere om dosispakket medicin hos Danmarks Apotekerforening.

Kom forbi Glostrup Apotek og få mere viden om dosispakket medicin.